close
Livsstil

Unge Mennesker bør Bryde Grænser og Udvide deres Horisont

photo-1520545221203-f6ca6a8e3252

Det er lidt en unfair situation, at nogle af de vigtigste beslutninger vi kommer til at træffe her i livet, er nogen vi er nødt til at træffe mens vi er unge. Man lærer trods alt med tiden, og vi ender derfor ofte med at sidde flere år senere og vide bedre – men nu ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Vi forsøger selvfølgeligt så vidt muligt at hjælpe andre unge mennesker med ikke at lave samme fejl. Men igen har vi en unfair, men naturlig, udfordring: det er også på dette kritiske tidspunkt, at de unge er mest kritiske overfor forslag fra deres forældre og andre voksne mennesker. Det giver selvfølgeligt god mening: en af de primære ting de gerne skal bygge op, er et personligt fundament, som gør dem til selvstændige individer der kan tænke selv. Men hvad hvis det er dette fundament, vi gerne vil hjælpe dem med at opbygge? Selvfølgeligt vil de være skeptiske overfor input, fordi de ikke vil ”forgifte” deres individualitet med store mængder af regler og retningslinjer fra de ældre generationer.

Jeg har tænkt længe over dette problem, og det er blevet tydeligt for mig, at det ikke er de unge der skal ændre sig på dette punkt. Det er fornuftigt af dem, ikke at ville lade os diktere hvilken retning de skal gå i. Det er de unges opgave at udfordre status quo, og det er en af de primære drivkræfter i vores samfund. Det er os ”vise ældre” der er nødt til at komme over vores egen arrogance. Ganske vist har vi lært hvad vi selv burde have gjort anderledes, men det betyder ikke, at det er noget der passer på vores børn eller andre unge mennesker. Vi bør ikke give de unge mennesker opskrifter eller regler: vi bør i stedet gøre hvad vi kan for, at støtte dem i deres egen opdagelse af livet og deres identitet.

Det er her gået op for mig, at det bedste man kan gøre som ung er, at udvide sin horisont så meget som muligt. Ens beslutninger har en enorm betydning når de tages tidligt i livet, og derfor er det vigtigt at have et bredt og stærkt fundament at træffe disse beslutninger på. Det betyder at man ikke bare kan gøre, som ens forældre siger eller gør. Men det betyder også, at man er nødt til at udfordre alt hvad man tror man ved, og alt hvad ens venner og bekendte gør.

Det gøres nemmest ved at ændre vores omgivelser. Hvis du er vokset op i en by på Sjælland, jamen så tag på efterskole i Jylland. Et efterskoleophold er altid en god måde at bryde ud af vaner og tankemønstre, og ved at gøre det i en helt anden del af landet, får man nemmere ved at se forskellen på trend og virkelighed.